Hanne Marie Leth Andersen

Hanne Marie Leth Andersen

Hanne Marie Leth Andersens keramik har gennem tiden involveret mange forskellige former og figurer, heriblandt “badekarret”. Badekarret er stadig omdrejningspunktet i 
hendes arbejde. Hun ser badekarret som en beholder, en slags båd , en grundform som hun gennem årene har bygget en arbejdsfilosofi op omkring.

Et sted hvor hun kan lave fortællinger, hvor et skiftende klientel træder frem af leret og sætter sig på kanten og beskuer verden og hinanden. Storbarmede havfruer, topmavede havmænd, præster, formummede burkakvinder og nysgerrige fugle.

Badekarret, men også stolen og sofaen, er beholderne hvor dette kan ske. I hendes fantasi, i værkstedet, når hun former leret mellem sine hænder samt når det færdige stykke keramik tages ud af ovnen.